Indførsel af planter og planteprodukter
Regler for indførsel af planter med post og pakker
Reglerne for indførsel af planter og planteprodukter fra lande uden for EU betyder, at det ikke er tilladt at indføre planter, frø, frugt og andre planteprodukter med post og pakker fra landene uden for EU. Det gælder også for planter og planteprodukter, som sendes med post og pakker.
Reglerne skyldes en EU-forordning, som kaldes Plantesundhedsforordningen. Den har til formål at beskytte vores natur- og kulturlandskab samt planteproduktion mod alvorlige sygdomme og skadedyr, som kan følge med planteprodukter.
Reglerne betyder, at det ikke er tilladt at indføre planter, frø, frugt og andre planteprodukter med post og pakker fra lande udenfor EU, uden at disse følges af et plantesundhedscertifikat.
Reglerne er også gældende for mindre mængder af planter og planteprodukter.
De eneste undtagelser fra disse regler er frugter af ananas, kokosnød, banan, durian og daddel, som frit kan indføres.
Plantesundhedscertifikat og importkontrol
Hvis du modtager planter til plantning; herunder visse typer af frø til såning, fra lande udenfor EU, skal disse følges af et plantesundhedscertifikat og anmeldes til importkontrol. Varen skal derefter importkontrolleres af Landbrugsstyrelsen. Du skal være opmærksom på, at der er udgifter forbundet med Landbrugsstyrelsens importkontrol.
Hvis du modtager frugter, grøntsager, afskårne blomster eller andre levende plantedele, der ikke er bestemt til plantning, fra lande udenfor EU, vil der stadig være krav om plantesundhedscertifikat, men produkterne skal ikke anmeldes til importkontrol. Landbrugsstyrelsen skal som udgangspunkt ikke importkontrollere planter, der indføres i postpakker af privatpersoner, - bortset fra planter til plantning, - men Toldstyrelsen udfører kontrol af postpakker på stikprøvebasis og sikrer, at importreglerne overholdes. I situationer hvor toldere fra Toldstyrelsen har mistanke om en overtrædelse, vil tolderne tilbageholde de pågældende pakker og derefter kontakte Landbrugsstyrelsen, som behandler sagen.
Reglerne indebærer desuden, at flere typer af planter til plantning er omfattet af forbud mod import.
Vejledning om import af planter og planteprodukter
Importregler for private
FAQ importregler for private